OM NORDSKOVVEJ

OM NORDSKOVVEJ

Nordskovvej gør det lettere at komme ind og ud af Silkeborg

Nordskovvej gør det nemmere at komme ind og ud af Silkeborg midtby og gør samtidig havneområdet mere fredelig for trafik, da trafikken deles på to veje: Nordskovvej og Århusvej. 

Nordskovvej kobles i midtbyen på lyskrydset Frederiksberggade, Drewsensvej og Christian 8.s Vej. Herfra føres den nye vej mod øst over Remstrup Å mellem de to eksisterende broer, langs med bykanten i det gamle jernbanetrace (Gjernstien) og syd om Lillesø mod øst, hvor vejen tilsluttes Århusvej. 

Nordskovvej kobles på Århusbakken ved Tranevej, så man kan komme til og fra Århusvej.

Århusvej forvandles til ny skov
Et stykke af Århusvej fra tilslutningspunktet ved Nordskovvej frem til campingpladsen nedlægges, og vejen omdannes til ny skov. Det betyder, at Lillesø får en naturlig sammenhæng til Langsøen til glæde for dyrelivet.

Stibroer med små hints til omgivelserne
Tre stibroer krydser Nordskovvej og binder byen og Nordskoven sammen. Ved første øjekast ligner broerne hinanden, men hver bro har sine egne små særkender i form af hulmønstre, som stilfærdigt fortæller om dens omgivelser for hver ende af broen.

Fordi broerne forbinder forskellige områder, er mønstret forskelligt i hver ende af broen, men blandes sammen på midten, hvor områderne mødes:

  • Den første bro ved Via University College har en campingplads på den ene side, symboliseret med telte, og skov på den anden side, symboliseret med træer.
  • Den anden bro ligger mellem kolonihaver og skov og har derfor huse og træer, som flettes sammen på midten af broen.
  • Den tredje bro ved Sejsvej har skov på begge sider, som er symboliseret med to forskellige træer, som blander sig på midten.

Derudover er omgivelserne tænkt ind i broernes design med robuste materialer i ubehandlet stål, som passer til naturen og dens farver. Det er arkitektkontoret SLA, der står bag broernes udformning og æstetik.

Vi har plantet to nye træer for hvert fældet træ
Vi har bygget Nordskovvej så nænsomt som muligt med respekt for naturen. For hvert træ vi har fældet, har vi plantet to nye hhv. ved Hårup og Funder.

Du kan følge byggeriet af Nordskovvej online her

Tekst: Silkeborg Kommune